Jobindexkurser

Kommunikation i praksis

6 ugers Akademikursus for ledige - Bevilges af dit jobcenter/a-kasse

Dette kursus er for dig der er:

i 1. ledighedsperiode
i 2. ledighedsperiode
På særlig uddannelsesydelse

Kursusmål:

Print kursus
  • Få redskaberne til at blive en dygtig, overbevisende og tillidsvækkende kommunikations- og administrationsmedarbejder, som kan arbejde professionelt med virksomhedens kommunikationsopgaver
  • Bliv fortrolig med planlægnings- og præsentationsprogrammer, så du kan arbejde med kommunikationsplanlægning, skriftlig kommunikation, digital markedsføring og sociale medier
  • Bliv undervist i personlig kommunikation og få konkrete værktøjer til god formidlingsteknik

Dette kursus udbydes følgende steder:

Viby J, Hellerup

Kurset henvender sig til:

Kurset er for dig, der ønsker at blive knivskarp til at kommunikere professionelt både skriftligt og mundtligt. Du ønsker at få din målgruppes fulde opmærksomhed, og du vil skabe resultater via effektiv kommunikation. Du kan være leder, teamleder, medarbejder.

Forudsætninger:

For at blive optaget skal du have to års erhvervserfaring eller mere. Du skal også have gennemført en af nedenstående uddannelser: •Relevant erhvervsuddannelse (EUD)
•Grunduddannelse for voksne (GVU)
•Gymnasial uddannelse (HF, STX, HTX, HHX)
•Anden relevant uddannelse på mindst samme eller højere niveau end ovenstående

Kursusindhold:

Fagets moduler

Uddannelsen er delt op i 12 moduler. Klik på de enkelte moduler herunder for at læse mere.

Modul 1: Introduktion til Kommunikation i praksis

I det første modul vil du blive introduceret til kurset, modulerne og underviseren. Derudover vil du opnå et overordnet kendskab til kommunikation generelt. Her vil udvalgte kommunikationsparadigmer og begreber blive præsenteret og forklaret og du vil opnå grundlæggende viden om afsender-/modtagerforhold og hvem virksomheder kommunikerer med.

Modul 2: Kommunikationsplanlægning

I dette modul vil du lære, hvordan du planlægger en virksomheds kommunikation. Vi skal blandt andet arbejde med målsætning, situationsanalyse samt målgruppe-, markeds- og konkurrentanalyser. Du vil blive introduceret til modeller og værktøjer, der gør det lettere for dig at analysere og danne dig et overblik over markedet og den relevante målgruppe.

Modul 3: Skriftlig kommunikation - Få pressens opmærksomhed

På dette modul vil du lære, hvordan du skriver fængende og informative tekster, både til intern og ekstern brug. Du vil få konkrete redskaber til, hvordan du kan opbygge forskelligt tekstmateriale samt en grundlæggende viden om modtager-/afsenderforhold. Du vil også blive undervist i, hvordan du opretholder en professionel og servicemindet tone i dit skriftlige arbejde og hvordan du skriver og udformer en pressemeddelelse, samt hvordan du kan få den ud i medierne

Modul 4: Kunde- og konflikthåndtering og krisekommunikation

Som medarbejder i en virksomhed er det vigtigt, at du er i stand til at tackle både stressende og konfliktprægede situationer. I dette modul vil du blive i stand til at nedtrappe og afvikle konflikter, inden de udvikler sig. Du vil også blive undervist i krisekommunikation og kommunikationspsykologi, så du bliver i stand til at handle proaktivt og håndtere utilfredse kunder. Derudover vil vi også arbejde med kundehåndtering og servicekommunikation, hvor du lærer, hvordan man strategisk kan arbejde med god service som en marketingdisciplin.

Modul 5: Dialogbaseret og personlig kommunikation

I dette modul vil du lære, hvordan du kommunikerer professionelt og imødekommende. Du vil blive undervist i formidlingsteknik, professionel og konstruktiv dialogbaseret kommunikation og blive præsenteret for konkrete værktøjer til dialogbaseret kommunikation, som du kan inddrage i dit arbejde som kommunikations- og administrationsmedarbejder. Formålet med modulerne er, at du skal få kompetencerne til at blive en overbevisende og tillidsvækkende kommunikatør.

Modul 6: Personlig effektivitet med MS Office - Excel, PowerPoint og præsentationsteknik

I dette modul vil du opnå basal forståelse for Excel, hvilket er et vigtigt arbejdsredskab i mange virksomheder. Derudover vil du lære at lave professionelle præsentationer i PowerPoint, så du kan fange og fastholde dit publikums opmærksomhed. I den forbindelse vil du også blive undervist i præsentationsteknik.

Modul 7: Digital markedsføring – Content marketing og sociale medier

I dette modul vil du blive introduceret til de mest udbredte sociale medier, for eksempel Facebook og LinkedIn. Formålet med modulet er at gøre dig i stand til at kunne varetage kommunikative opgaver på sociale medier, og lære dig, hvordan man udarbejder en social medie-strategi så man kan øge kendskabet til en virksomhed. Derudover vil du også blive præsenteret for forskellige annonceringsmuligheder på LinkedIn og Facebook.

Modul 8: Søgemaskineoptimering – Gør jeres virksomhed synlig på Google

Søgemaskineoptimering (SEO) handler i sin enkelthed om at optimere ens hjemmeside, hvor målet er at ligge højt i søgemaskinerne. Når man søger på Google viser de kun de mest relevante resultater i toppen og det er derfor vigtigt, at Google er i stand til at finde din hjemmeside så den bliver vist førend dine konkurrenters hjemmesider. I dette modul lærer du derfor, hvordan du strategisk arbejder med SEO og hvordan du trin-for-trin kan optimere en hjemmeside. Derudover vil du blive introduceret til brugbare værktøjer, som du kan bruge til at følge din placeringsudvikling.

Modul 9: E-mail-markedsføring - Lav nyhedsbreve der sælger

Du vil blive introduceret til e-mail markedsføring og det store forretningspotentiale, kanalen omfatter. Du vil lære, hvordan du skriver overskrifter, der får modtagerne til at åbne dine nyhedsbreve, og hvordan du skal opbygge og vægte indholdet. Bliv klogere på, hvordan du finder indhold til dine nyhedsbreve og sikrer, at det bliver en vigtig indtjeningskanal i en virksomhed.

I modulet vil du også blive introduceret til, hvordan man måler effekten af virksomhedens digitale tilstedeværelse og måler værdien af det indhold man laver online.

Modul 10: Individuel karriererådgivning

På dette modul vil du få tilbudt individuel kommunikations- og karriererådgivning. Du kan blandt andet få en konstruktiv gennemgang af dit CV, din online profil og eventuelle jobansøgninger. Du kan også få sparring på foreliggende kommunikationsopgaver.

Modul 11: Opsummering og forberedelse til eksamen

Dette modul er et afsluttende modul, hvor der vil være opsummering af de emner vi har været igennem på uddannelsesforløbet. Derudover vil der være afsat tid til eksamensforberedelse og evaluering af kursusforløbet.

Modul 12: Eksamensprojekt

I det sidste modul er der afsat tid til at arbejde med eksamensprojektet. Det er også denne dag at projektet skal afleveres.

2-3 undervisningsdage i ugen (9-14) Resten af tiden er selvstudie.

Kurset er godkendt som 6 ugers jobrettet uddannelse

Hvis du er ledig, kan du formentlig få kurset betalt via jobcenteret. Den landsdækkende positivliste: kursusnummer 37477 Den regionale positivliste: kursuskode 37477 (Hovedstaden, Sjælland, Bornholm, Vestjylland og Nordjylland)

Uddannelsen hører under erhvervsgruppen kontor, administration, regnskab og finans.

Pris: Kurset er fastsat til 17.900 kr. (inkl. taxameter) på Erhvervsakademi Aarhus

Pris: Kurset er fastsat til 24.410,70 kr. (inkl. taxameter) på Københavns Erhvervsakademi

 



Positivlister

Pr. 1.1.2015 trådte den nye beskæftigelsesreform i kraft. Det betyder for dig som ledig, at der gælder andre regler end tidligere, når du skal vælge, hvilket kursus, der kan bringe dig tættere på et ønskejob.

Alle ledige - også selv om du er akademiker - med en bachelor eller højere akademisk uddannelse:
Du kan vælge kurser fra en af de regionale positivlister. Kursusforløbet skal godkendes og bevilges i dit jobcenter. Du kan tage kurser fra denne liste i hele din ledighedsperiode.

Alle ledige uden akademisk uddannelse ( fra bachelor og opefter):
Du kan i samråd med dit jobcenter vælge et kursus fra den landsdækkende positivliste. Kursusdeltagelsen skal efterfølgende, via en formular AR237, godkendes i din A-kasse, der skal bekræfte, at du er berettiget til kurset.
Er du under 25 år skal du have afsluttet dit kursus inden 6 måneder og er du over 25 år har du 9 måneder til at afslutte dit kursus.

Links
Bornholm
Fyn
Hovedstaden
Nordjylland
Østjylland
Sjælland
Sydjylland
Vestjylland

Landslisten